YARNDAYS 2022

YARNDAYS

I søndags lukkede vi dørene for dette års YARNDAYS, og sikke en fest det har været.

Herfra er der kun at sige: Af hjertet tak for en helt fantastisk weekend i garnets tegn! Der blev snakket, grint, lært og delt i vildskab. Tak til alle de mange besøgende, der har været forbi og været med til at fejre fællesskabet om garn. Tak til alle undervisere, foredragsholdere, sponsorer og frivillige medhjælper, der har været med til at gøre YARNDAYS til virkelighed.

Og tak til dig, fordi du læser med! Vi har samlet et recap af weekenden, så du kan se eller gense de mange gode stunder.

FREDAG

Fredag åbnede vi dørene til YARNDAYS for første gang og åbnede i samme ombæring for POP UP SHOPPEN med 100+ opstrikkede opskrifter fra YARNBOOK, så der var god mulighed for at gå på opdagelse blandt alle de fine designs. 

Fredag stod også i strikkens tegn, hvor Louise Klindt havde to workshops. Hun underviste i hhv. Jaquardstrik og Aranstrik til stor fornøjelse for deltagerne, som fik mange nye teknikker, de kunne tage med sig til fremtidige projekter. Læs mere om Louise Klindt her.

I Generationernes Hus’ store fællessal stod de frivillige klar med popcorn og slush ice, mens Janie fra Belongstomymom afholdte en hyggelig strikke- og hæklecafé, hvor deltagerne fik hjælp til deres projekter, samtidig med at de lærte mere om Belongstomymoms designs og stil. Du kan finde Belongstomymoms opskrifter her.

Efter kreacaféen indtog Dorte Rørmann scenen og fortalte om sundhed, bæredygtighed og strikkeaktivisme. Her var udgangspunktet bogen, R:E:D: Rescue Endangered by Design, der er baseret på 17 designs og strikkeopskrifter inspireret af truede dyrearter. Er du interesseret i R:E:D: Rescue Endangered by Design, finder du den her.

YARNDAYS

LØRDAG

Andendagen af YARNDAYS bød på endnu mere garnhygge og læring. POP UP SHOPPEN inviterede til inspiration med de mange designs og styles, hvor man kunne høre mere om BetterYarns produkter, der har fokus på bæredygtighed og dyrevelfærd. 

Ude på gangen kunne man alle dage finde Karin fra Knit Knot, som havde fundet strikkemaskinen frem til YARNDAYS. Her fik heldige frivillige og forbipasserende mulighed for at prøve at strikke med maskinen samt høre mere om alle de mange muligheder, en strikkemaskine giver. Knit Knot finder du her.

På den anden side af fællessalen var humøret også højt, da Ghita Gjerlevsen havde fundet garnrester og materialer frem i værkstedet. Børn og deres forældre blev inviteret til leg og kreativitet, og fik lavet mange fine, fantasifulde projekter med garnresterne. Se Ghita Gjerlevsens opskrifter her.

Flere spændende workshops blev afholdt, den første med Annette Dypping Hindse-Nielsen fra Claras Corner. Med hæklenålene klar, lærte de fremmødte at hækle mønsteret Bæk og Bølge, mens de hørte mere om Annettes egen rejse, hvor pandemien førte til en hæklekollektion. Find Claras Corners opskrifter her.

Den næste workshop havde Maria Amtkjær fra Farveladeleg i spidsen, og hun lærte fra sig om sin store viden om broderi. Her lærte deltagerne at brodere fra bunden både på stof og på egne hækle- og strikkedesigns. Sidste workshop handlede også om garnrester, da deltagerne her lærte at omdanne deres rester til det fine og feminine sjal, Isla Scarf, i bedste selskab med strikkedesigner, Anne Sofie Sørensen. Se Anne Sofie Sørensens opskrifter her og Farveladeleg finder du her.

Hen ad eftermiddag åbnede dagens strikke- og hæklecafé med strikkedesigner, Sofie fra CreCre, som værtinde. Her blev der hygget og snakket over strikkepinde og hæklenåle, mens man kunne få hjælp af Sofie og høre mere om hendes designs. Dem kan du finde her.

Dagen sluttede af på bedste vis med endnu et foredrag i fællessalen, denne gang med Pia Bojer Larsen fra Kaos Yarn. Foredraget bød på lærerige fortællinger om farvernes betydning, og hvad vores farvevalg siger om os. Læs mere om Kaos Yarn her.

YARNDAYS

SØNDAG 

Garnfestivalens sidste dag bød også på hygge, snak om garn og masser af inspiration i YARNBOOKs POP UP SHOWROOM. I fællessalen kunne man finde Sara Seidelin fra Norne®, som lærte fra sig af knytteteknikken, Macramé. Hun havde også taget et par eksempler af hendes egne Macramé-værker med, som pyntede fint i salen. Er du interesseret i at læse mere, finder du norne lige her.

Dagens workshop handlede om engelske strikkeopskrifter, hvor deltagerne kunne lære at tyde opskrifter på engelsk af Anne-Sophie Friis. Deltagerne havde også egne opskrifter med, så de kunne blive oversat, og de hurtigere kunne begynde på dem. 

Igen kunne de mindste være kreative i værkstedet med Ghita Gjerlevsen til endnu mere fantasifuld leg med garn og de voksne kunne nyde en god kop kaffe over strikkepinde og hæklenåle til festivalens sidste strikke- og hæklecafé. 

Alt i alt, en fantastisk, hyggelig weekend i garnets tegn!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Menu